Når man er kriminel. Og ung. Omkring de 13 år. Og bor i København. Er det så noget man kan komme godt ud af? Redaktionen på Ungnyt.dk har fået fat i en som passer ind i denne sitation. Han har af sikkerhedsmæssige årsager valgt at være anonym i dette interview. Vi har valgt at kalde ham for “Michael”.
Vi fandt Michael på gaden. Nærmere betegnet i Københavns nordvestkvarter. En egentlig almindelig dreng. Interesserer sig for fodbold. Har arbejde som bager - det han passer og holder ved lige. Bor i en pæn familie - forældrene er dog tit ude at rejse. Og bryder sig egentlig heller ikke om “dårligt selskab”.
Hvad skal det så sige? Alt virker helt almindeligt - bortset fra hans kriminelle baggrund. Vi mødtes senere efter aftale til et interview på Skype.
____________________________________________
Hvornår gjorde du for første gang noget som du ikke måtte?
Da jeg var 12 år gammel. Jeg drak alkohol, malede graffiti, røg cigarater og hash. Jeg var sammen med nogle andre kammerater og vi havde aftalt at male grafitti samt at stjæle fra en 7-Eleven. Midt om natten. Hvorefter vi blev anholdt af politiet.
Hvorfor gjorde i det?
Det var der ikke nogen speciel grund til. Det var vel bare for sjov?
Hvad sagde dine forældre til det da du kom hjem?
Min far sagde efter at have set mig på tv, at det var åndsvagt at jeg var uden for midt om natten og min mor sagde at jeg skulle forbedre mig meget, hvis jeg ikke ville sendes afsted på kostskole. Men hun mener for det meste ikke hvad det er hun siger.
Hvordan påvirkede deres reaktion dig?
Det pårvirkede mig ikke rigtig. Jeg tog det ikke rigtigt seriøst. Jeg følte ikke der var noget reelt i det de sagde.
Følte du på nogen måde trang til at stoppe eller gentage “succesen” med det kriminelle?
Ja, en trang til at gentage det. Alt i alt var det en sjov oplevelse og man kunne prale af det over for vennerne og pigerne. Men vi lærte at vi skulle passe bedre på næste gang for ikke at blive opdaget.
Aha. Hvad skete der så derefter?
Så gentog vi det. Det gik fint. Vi havde ingen grænser.
Til hvilken nytte?
Helt klart for spændingens skyld. Det var ufatteligt pirende om man nu blev opdaget eller ej…
Og hvor gik grænsen så - hvor sad stopklodsen?
En aften malede vi på en skole, og så fandt vi ud af at politiet ledte efter os. Vi var der for alvor blevet kriminelle. Samme aften kunne vi hører udrykninger uden for skolen. Der var to politimænd som løb ind i skolegården - vi klatrede over hegnet bagom. Vi skyndte os hver især hjem til vores forældre.
Interessant. Fortsæt…
Vores forældre havde tydeligvis ikke bemærket noget. Så vi fortsatte skam. Tingene blev grovere og grovere, dag for dag. Men vi stod åbenbart i politiets register. Det kom for alvor frem for mig en dag hvor mine forældre for første gang blev kontaktet af Københavns Politi. Om at jeg havde sprængt en parkeringsautomat.
Tror du så at du står i kriminalregistret nu?
Ja. Helt sikkert.
Er du ked af det?
Nej. For det kommer ikke til at betyde noget for min fremtid.
Hvad var det så der gjorde at du for under en uge siden stoppede kriminaliteten?
Jeg fandt bare ud af at man ikke fik noget ud af det. Og så kan man kan jo heller ikke rigtigt byde sin familie at de skal gå og være bekymrede for en hele tiden.
Har du på noget tidspunkt fortrudt noget af det du har gjort ved dig selv og dine omgivelser?
Ja, helt sikkert. Faktisk det hele.
Hvad vil du lave i fremtiden, nu hvor du ikke længere har kriminalitet på tapetet?
Jeg vil gerne stræbe efter en høj stilling som voksen. Jeg vil gerne være tøjdesigner. Og så vil jeg desuden begynde at spille amerikansk fodbold, for at lukke nogle af mine agrationer ud.
____________________________________________
Michael lever den dag idag i bedste velgående uden for det kriminelle billede. Han overvejer endda at gå ind i politik - Radikal Ungdom.