CIA: Hackere kan sabotere strømforsyning

By Oskar Herrik Nielsen

 

CIA advarer nu om at strømforsyningsselskaber uden for USA er sårbare overfor hacker-angreb.

Ifølge den amerikanske efterretningstjeneste CIA er det allerede lykkes for hackere flere steder i verden at slukke for elforsyningen til en hel storby. Det fortalte CIA-eksperten Tim Donahue på en konference om it-sikkerhed sidste uge i New Orleans.

CIA mener at de amerikanske elværker er godt beskyttet mod hacker-angreb, men i andre lande er der huller, som hackere har udnyttet til at trænge ind og lamme elforsyningen, skriver comon.dk.

I de sager, som CIA har kendskab til, har hackerne haft adgang til insider-viden om systemet og afpresset elselskaberne, fortæller Tim Donahue.

Men CIA vil ikke afsløre nærmere detaljer om de konkrete sager. Det centrale Europa blev i 2006 ramt af en større strømafbrydelse. Det vides ikke, om hackere har været involveret i dette.

CIA udtrykker bekymring over, at et stigende antal hackere har specialiseret sig i det udstyr, der bruges på el- og vandværker og kemiske anlæg.

Læg en kommentar