Michael Rasmussen på doping?

Den danske cykelrytter Michael Rasmussen anklages for at have modtaget blodtransfusioner i Wien.Anklagerne er fremført på den tyske tv-station, ARD.

Ifølge ARD har mindst 30 sportsfolk - heriblandt en række skiskytter og langrendsløbere - frekventeret blodbanken Humanplasma i Wien.

Men der har også været cykelryttere på besøg hos Humanplasma. Ud over Michael Rasmussen drejer det sig også om østrigeren Georg Totschnig og Rasmussens holdkammerater hos Rabobank hollænderen Michael Boogerd og russeren Denis Menchov.

Politiet undersøger laboratorium
Anklagemyndigheden i Wien bekræftede i sidste uge, at man undersøger doping-anklager mod Humanplasma. Det var Det Internationale Dopingagentur WADA, som i november skrev til de østrigske myndigheder for at fortælle, at agenturet havde fået at vide, at professionelle sportsfolk blev dopet hos Humanplasma.

Humanplasmas direktør Dr. Lothar Baumgartner sagde i sidste uge til den østrigske avis Kurier at anklagerne var »det rene vrøvl«, og at hans firma ikke engang ejer udstyr, som kan bruges til blod-doping.

Leave a Reply